Livet er kort, hvorfor ikke være venlig?

Puha det er efterhånden længe siden! Kom nu ind i kampen Anni Nielsen. :) Men jo, det er stadig for vildt at være i dette enorme land. Jeg har siden sidste oplæg boet på Fireside Lounge. Det fantastiske sted hvor man tager skoene af inden man går inden for. Som jeg og de andre kom til at snakke om, blev Fireside vores nye hjem. Kender I følelsen af at have gået udenfor i regnevejr hele dagen, er gennemblødt helt ind til leveren, og så kommer man op i huset. Det hele er genkendeligt, der er lunt og man kan høre latter fra nogle mennesker man holder utrolig meget af. Det sted kalder man hjem. En latter fra personer man ville kalde sin familie. Vi blev Firesidefamilien! Flere personer flyttede ud, men kom tilbage flere aftener. Sjovt. Selv de tre drenge Josh, Cam og Ben har lovet at komme tilbage, selvom de er kørt seks timer østpå til Big White, for at finde arbejde.

Vi er alle blevet "smidt ud" fordi alle medlemmerne skal gøre rent i denne weekend. Som altid var det søgeligt at skulle forlade stedet til morges. Heldigvis er Whistler ikke så stort, så vi ses allesammen hele tiden. Herligt!

Der er sket så mange ting, at jeg knap nok kan huske dem. Små sjove ting:

Halina havde været småsyg i næste to uger, så jeg beordrede hende til læge. Jeg smuttede ned til en lille by, Creekside, for at få lavet min bankkonto. Dennis (en tysk gut) og jeg spurgte en kvinde om vejen til et lægehus, hun tilbød at køre os til the Village, for at finde et lægehus. Vi takkede pænt nej, for jeg skulle jo have Haline med. Hyggeligt at snakke med dig. Ti minutter senere stødte jeg ind i hende i banken igen. Vi faldt i snak og hun gav mig en masse tips omkring overlevelse i Whistler. Hun tilbød igen, at vi kunne køre med hende, hun skule alligevel derind. Jeg tøvede, for jeg ville da ikke besvære hende. Men da hun lovede ikke at kidnappe mig, takkede jeg ja. Vi kørte ind til Fireside, jeg befalede Haline ned til bilen og vi here we go ind til byen. En oplevelse der måske virker basal, men som gjorde meget stort indtryk på mig! At en fremmede uden videre tilbyder et lift incl. omvej, guide og garanti for non-kidnapning, det er for en dansker en stor oplevelse. Jeg fortalt hende, at alle canadiere virker så flinke, dertil svarede hun "Livet er kort, hvorfor ikke være venlig?" En livs filosofi alle burde efterleve. Vi takkede hende og begav os ind i en drop-in klinik. Efter at have ventet i tyve minutters tid, blev vi vist ind til lægen. En ældre herre, vældig flink og rigtig læge, med den håndskrift, som man ikke kan læse og alt det der. Men der var nu noget lidt sjovt ved ham. Han havde nemlig sin kuglepen nede i hans bukselomme, uden prop på.. Så den flink læge havde altså kuglepensstregner overalt omkring lommerne i hans beige bukser. Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at stirre på alle de der streger og tænke "det der får du altså aldrig af igen mester." :)

Jeg har brugt den foregående uge på at skrive et CV, som jeg kunne være bekendt. Eller den engelske Joe og den canadiske Josh brugt tid på at skrive et CV, som jeg kunne være bekendt. Drengene rettede mine utallige stavefejl og pyntede med nogle smarte vendinger. Damen i jobcenteret var så begejstret, at hun gav mig hendes kort, så jeg kunne skrive til hende, når jeg fik et job. Tak drenge, i er nu dejlige! Jeg har siden delt omkring 30 ark ud. Jeg har ansøgt om arbejde 30 forskellige steder. Det er jo for vildt. Så jeg venter bare på at de alle sammen ringer til mig. :)

Det sjove ved at rende rundt og dele CV'er ud, er at støde ind i de andre. En af dagene stødte jeg ind i Lara, Jay, Naomi og et par andre. Vi besluttede os for at spise lidt let mad inde i byen. Pigerne tiggede mig om, at tage med dem i biografen og se Taken 2. Men oplevelse af en toer kan jo umuligt være så fed, når man ikke har set eteren. Jeg takkede nej, ønskede dem en god film og tog bussen hjem. Men hov da da, da jeg kom ind i gårdspladsen hjemme, var alle de andre på vej ud i bilen "Hvor skal i hen?" - "Ind og se Taken 2 og du skal med!" - "Jamen så okay!" Bum. Syv personer ind i en fempersoneres bil og af sted mod byen og her kunne jeg så hilse på pigerne jeg lige havde sagt farvel til ca. 30 minutter tidligere. Sjovt. Skøn film forresten. Den er værd at se! Hjem igen, nu ti personer i en fem personers bil. Men det må i altså ikke fortælle min mor. ;)

Vi har et par gang lavede mad samme hele hostellet, senest torsdag hvor den engelske Ollie havde fødselsdag. En bilfuld kørte til Squarmish for at handle billigt ind. På en lille time kan man lave burger, hotdogs, salat og kage til tyve personer. Endnu en fed oplevelse omkring langbordet. Endnu en oplevelse der lige nu giver mig sommerfugle i maven.

For søren da, jeg var lige ved at glemme min store bjørne oplevelse. Wauw, det var vildt! Vi sad en syv mand inde i stuen med hver sin computer (sikkert for at søge arbejde), da Adams telefon ringer og han spinger ud af stuen. Vi blev lidt overrasket, men tænkte da ikke mere over det, før han kom tilbage og råbte "Bear, bear, bear!" Alle stivnede et øjeblik, greb ud efter kamera og telefon og løb uden for. Der stod den. En ca. 1 årig sortbjørn kun, uden at lyve, ti meter fra os. Selvom vi alle tog billeder og snakkede sammen bevægede den sig stille og roligt forbi os, hen til et lille træ og begyndte at krads rygge. Det var den vildeste oplevelse indtil nu. En bjørn venner! Lige uden for vores hoveddør. Efterfølgende har jeg været mere bange for at møde en fyr af den pelsede type, end en fyr af den klamme type om aftenen på vej hjem. ;)

Fredag den 19. oktober blev vi alle ”smidt ud” fra Fireside. Jeg flyttede herefter ind hos Sven, den tysk/svenske fyr jeg mødte på Samesun. Her boede jeg samme med fem andre fyre, to svensk, en australsk og to tyske. Herlige drenge, men de var drenge.. Det sige jeg ud fra deres rengøring. Fy da, føj da. ;) Jeg lavede en god middag til dem fredag og så var vi kvit for to overnatninger.

Lørdag blev lidt af en dag, dagen hvor Jo, Gareth, Dave, Rory, Olli, El og jeg fandt vores nye hus. Det er en lidt sjov historie: De fem dreng, Jo og jeg havde en aftale med Jim, en ældre herre der udlejer huse. Han havde et hus i Nordic, 2 minutter fra Creekside og 20 sekunder fra bussen. Vi trådte ind og fik en rundvisning i det tre etager store hus. Det viste sig, da vi kom ind i stuen, at Jim faktisk havde en kone. Hende fandt vi bag døren i stuen. Her stod hun bogstavelig talt fuldstændig tavs bag døren i en hel time, mens vi var der. Lidt skærmmende! Vi forklarede Jim at vi havde set på mange huse (dette var dog det første af dem) og vi kunne få det meget meget billigere end 3500 CAD/month. Jim tog sig god tid, cirka 4 sekunder før han slog 500 CAD af. Vi fik lov til at gå os en tur og snakke om det ”men i skal skynde jer, for der er fem andre grupper der vil se på huset.” Mærkelig nok så vi aldring andre grupper omkring huset, og vi stod alligevel på parkeringspladsen og diskuterede. Konklusion: Jim er desperat for at komme af med huset. Vi kom frem til at vi aldring ville finde noget billigere, så vi sagde pænt ja tak til det store hus. Søndag eftermiddag kl. 14 flyttede syv glade teenager ind i deres første hus i Whistler, Canada! Det er for vildt der her! Jeg er nu flyttet i hus i Canada. Vi har brugt de sidste par dage på at gå i re use it center og købe gamle ting til vores nye hus. :) Jeg vil hoppe på bussen ind til byen og spise en dejlige billig middag sammen med alle de andre, vi skal nemlig fejre at Jo har fået et job og planlægge fødselsdag/house warming til i morgen aften.
Vi får først internet på torsdag, så jeg venter lige med at ligge billeder op. ;)
Note til mig selv: jeg er ved at være trært at af blive forvekslet med tyskere og blive spurgt om mit sprog ikke er tysk..