NB!
Denne historie er virkelig, oplevet af en virkelig person. Personen ønsker dog at forblive anonym, derfor bruges et fiktivt navn.
Dagen i dag er mandag. Ester vågner kl 8.30. Naa, når sandheden skal frem nok nærmere kl. 9. Bussen til byen går 9.27, så påklædning blev igen igen træningsbukser og sweater. :D Med bussen ind og løb op til hendes gode ven Jack. I kender alle sammen Jack, for Jack er den seje frisør fra Danmark, der snakker som et kvindfolk og klipper som om Esters hovede var en pynte busk (Når man fare vildt fordi ens pandehår er for langt, er det på tide at gå til frisør). Det var lidt skægt, for Ester vidste godt at Jack elskede at fortælle om alle de kendise han klipper, så det spurgte hun jo selvfølgelig ind til. ;) Fritsen blev fin og flot og så fik Ester da også rabat.
Glad og tilfreds med et helt nyt syn på verden, gik Ester ned til supermarkede for at købe ind til lækker salat. Hun fandt Feta fra Arla, men det var da godt nok alt alt alt for dyrt, så hun valgt en billigere model. Nå ja, man behøver vel ikke at købe dansk, når man ikke er hjemme. Og og og og guess what! Så fandt hun også sild! Jo i hørte (Hørte?!) helt rigtigt. Vaske ægte rigtige sild. Hun var så tæt (Det vises lige i for af mellemrummet mellem to smilyes: (: :) ) på at smide et glas i kurven, lige ind til hun kunne høre hendes huskameraters stemme i hovedet og så orkede hun ikke at høre på deres brok. Men en dag. Den dag hun bliver virkelig silde-trængende, så ryger glasset ned i kurven. :) Hah, hun blev faktisk nød til at slå ordet Sild op på hendes Smatphone for at være sikker på at det var sild. Nå ja ja, skæg og ballade.
Endnu mere glad og tilfreds gik Ester ned til bussemanden, som faktisk bare holdte og ventede på Ester. Eller det vil sige, han havde lukket døren, men Ester må have set meget gal ud, for han åbnede den da igen. "Thanks mate".
Da Ester steg ud af bussen mødte hun hendes ven Dennis, der var på hans vej op på bjerget. De aftalte at gå for en tur sammen deroppe i højterne. Hjem, skifte og så ud af døren igen. Nå ja, fetaen. Ind igen, fetaen ind i køleren og så ud af døren. Resortet er ikke så travlt mere, så ingen kø. Ester steg ind i gondolen, sammen med en lokal dude. Skæg og snaksaglig fyr, det gør altid turen op noget kortere. Sneen dalede meget hysterisk omkring Ester, men det skulle ikke stoppe hende i at få et par dejlige timer. Første run. Endelig fik Whistler 27 nye cm sne. For alle der følger med og ikke er ski anso... aso... asosat (åhhh i ved hvad jeg mener...), så betyder nye sne en f a n t a s t i s k run ned. Helt fantastisk! Ned og hen til midt gondolen. Her steg Ester ind i en kabine med en ældre dame og tre ældre herre. Alle skier. De snakkede vidt og bredt, især om ski og bjergene. På et tidspunkt blev samtale ført i en lidt akavet retningen af den ældre søde dame, om "de irreterende snowboardere som ødelækker alle de gode runs med deres board" og "hvordan de smadre pukkelpisterne". Derefter kiggede de alle hen på Ester, en af herrene lidt undskyldende spurgte og om Ester var lokal. Inden hun fik sagt noget spurgte den ældre søde dame, om Ester var en af de herres søn. Og nej dame, Ester var ikke en af de herres søn, hun var faktisk rejsende og nåå ja.. En pige. Selvom Ester havde hjelm på, behøvede hun vel ikke at være en dreng. Anyways, den ældre dame slap ikke Ester. Hun snakkede hele vejen hen til pisten. Om hvad spørg i? Det ved Ester heller ikke. ;) Sneen var lækker og Ester hun fik fire lækre runs!
Hjem og i bad, hurtig hurtig hurtig. Drengene gik i gang med at gøre rent i huset, det mente Ester måske også var ret så tiltrængt! Tøj på, te i hånde og ned på arbejde. 7 timers arbejde med en stak herlig kollegaer blev overstået. Selvom sæsonen ikke er særlig travel lige pt, føles tiden til at flyve for Ester. På vej hjem tænke Ester over hendes dag. Sikke en dag!
Livet kan godt føles lidt træls når, man går i sne op til knæene og får våde storetær. Når man tager sin mad ud fra mikrobølgeovnen igen. Når man høre alle kollegaerne snakke om, at samles oppe på Whistler dagen efter kl. 9. Og når man opdager at den altid sure headchef er på arbejde.
Men når sne op til knæerne betyder en vild powder dag oppe på pisterne dagen efter. Og når maden man tager ud af mikrobølgeovnen, er en hjemmelavet wok, som ens roomi har sat i køleskabet med ens navn på. Når man selv er én af kollegaerne der skal mødes på Whistler næste morgen kl. 9. Og når man får en roder i håret af headchefen med ordene "You are so cute", når man kommer og bliver sendt hjem med orden "Mountain all day tomorrow, thats my gils" efterfulgt af en high five... Så er livet nu alligevel ikke så ringe endda! ;)
Jeg vil gerne sende et par personlig hilsner:
Tusinde tak til Michael, Loa og Mads for den herlige pakkekalender som de var så himmel herlige at sende til mig! Da jeg modtog den den 13. December, havde jeg en lækker formiddag. Ved nogle af jer hvor hurtigt man kan åbne 13 gaver? Nej. På ikke ret lang tid kan jeg så fortælle jer. Anni 8 år, var i himlen. Sokker, julekort, slik (an mas!) og selvfølgelig det dejlige brev, gjorde julen helt speciel!
Tusinde tak for det flotte julekort fra Kisser og Kalle. Jeg har læst det mange gange. Først og fremmest for at få tydet Kalles skønskrift, men også fordi det er varmede ord i en kold tid! Mest af alt hlæder jeg mig til at fortælle jer to om mit store eventyr! Tusinde tak Kalle og Kisser!
Tusinde tak til Jane og Ulrik for ikke blot et men to julekort. Et af dem et langt brev, skrevet som kun Jane kan skrive det. Ikke nok med det, var en lille nissemand hoppet ned i kuverten med en lang række dannebrog flag, som hænger så fint oppe i stuen. Man skal vel lige ridste sit teritorium op. ;) I er altid så betænksomme. Jeg vil snarrest muligt, få svaret på alle de mange spørgsmål og få den sendt retur! Tusinde tak! :)
Til sidst tusinde tak til far, mor og Britter for en lækekr julepakke. I kender allesammen min mor, hun havde fået købt en masse lækre og sjove ting ind. Var klar til at putte det ned i en pakke og sende det. Lige indtil hun fandt ud af hvor meget hun kunne spare ved at putte det hele ned i en bobbelplast kuvert istedet. Åh moar altså, du er så skøn! :D Nissehue, sangbog, Anders and og (endnu mere) slik er lige det man godt kunne tænke sig! Tilmed havde britter lavet en kollage med billeder af alle dem og det, de ved jeg savner allemest. En kollage der bragte både et smil, men også en lille tåre frem! Tusinde tak mor, far og Britter for jeres støtte. Jeg elsker jer!
Jeg vil (som Anni Nielsen) gerne ønske alle en rigtig glædelig bagjul og et godt nytår. Må det nye år bringe lige så mange gode minder som den ny gav os!
Gude bevare...
Hahaha, nej pjat. See you later mate! ;)
søndag den 13. januar 2013
onsdag den 14. november 2012
Harry Potter siger du?
Jamen altså. Sikke en dag! :)
I torsdags var jeg til first season orientation for Whistlerblackcomb. Rigtig, som i meget amerikansk! Jeg talte sæderne groft (ja man er vel fars pige) og vi var ca. 500 personer til dette møde, ud af 4000 ansatte. To vældig skæge mænd underholdte os i fire meget stive timer. Flere af de øverste chefer var inde og fortælle "mig" hvor "speciel" jeg var og hvor "meget de havde brug" for mig. Amen, nu må jeg be. De afspillede en masse små klip, i ved, de ameriskaske af slags med musik i baggrunden og idylleriske billeder, vilde fakta og utrolige (!) tal. Sagde vi ansatte, noget klogt, kastede de en chokoladebar op til os (og nu tænker i sikkert, at jeg fik så mange chokoladebar at jeg kunne sælge af dem. Ja ja. Men jeg holdet mig tilbage. De andre skal jo også have en change. ;) ) Det var ret så kedeligt og alligevel fedt at prøve. Os der arbejder for Whistlerblackcomb har en heeel masse fordele, fx får vi Heli service for halv pris. Hvis nogle ikke ved havde det betyder, så kommer her en forklaring: Nej det er ikke helikopter service, som i hvis jeg kommer til skade og behøver hjælp meget hurtigt. Har nogle af jer set nogle af de her skifilm, hvor folk bliver fløjet op i bjergene, langt væk fra de realle pister, sat af og så tager man den off pist ned? Jep det er det. Utrolig nok sagde mor nej (!!).. Også selvom det var med 50%. Typisk. ;)
Mødet var fint og vi fik da løn for det.
Lørdag dragede jeg så til en Food safe kursus. Tre timer i selvskab med kollegaer. Det var dog kun front personalet, ingen kokke. Alligevel skulle vi lære at snitte en gulerod med en kokkekniv. Så tænker i nok, Hvad?! Det gjorde vi også. Men hvad søren.. Vi fik kursuset gratis og ingen kunne dumpe det. :) På vejen hjem mødte jeg, den nok gladeste buschauffør i verden. Sikke en mand! Jeg ville ønske at alle buschauffør i DK skulle på humørkursus i Canada, for der er godt nok lang vej! :)
I går, søndag, faldt den første rigtige sne. Alle i huset løb jublende rundt. Det var så fedt! På med hue, de varme smækbukser og ude i sneen og sule de andre. ;)
I morges lavede Emma pandekager til os. Sådan nogel små amerikanske skrupperter. Efterfulgt af en tør skive rugbrød. Hov har jeg fortalt at jeg har fundet rugbrød? Nå, men jo det har jeg. I ved den der friskbagte slags, lige fra bageren. Øhh, nej. Tørt, varkumpakket og ja tørt. Men hvad betyder det, når man har en toaster? ;) Jeg nåede lige at snakke med Asbjørn inden vi skulle ud af døren igen. Hold da op hvor jeg savner ham.. Ind til byen det gik, for at kigge efter en jakke af den vame, vandtætte og billige slags. Ikke nem at finde. Jeg var lige ved at give op. Der stod jeg. Det var koldt og vådt, klokken var vel 15.07. Jeg havde ingen steder at gå hen. Den fandtes bare ikke... Min jakke. Jeg sukkede dybt og vendt snuden ind i Whistlers aller sidste butik. Jeg gik bedrøvet rundt med næsen i gulvet som en hund uden ejer, som en mus uden ost og som Anni uden Brit.. Og pludselig. Der var den! Den her smukke jakke i grålige og blålige toner. Den skreg efter mig! Jeg prøvede den på, perfekt! Hele rummet stod stille, alle kiggede på mig. Min mave snoede sig sammen: Prisen? Jeg kunne mærke mit hjerte slå kraftigere og kraftigere.. Jeg tog prismærket i min højre hånd, bed tænderne sammen. Kiggede op, bad og slog så blikket ned. What?! 135 CAD. Det kan ikke være rigtigt. Så unik en jakke, den perfekte jakke og så, så billig! Jeg var i chok, "Visa?" "Yes, pleas." Købt og betalt. Jeg skal sove med den på i nat! :)
Jeg ville bestille en tid hos en frisør, Loft salon skulle være noget af det billigest, så der gik jeg op sammen med Jo. Jeg spurgte den her forvirrede unge pige om jeg kunne bestille en tid. Det vidste hun så ikke helt om hun vidste om hun kan gøre.. Det troede hun måske ikke helt var muligt, at hun kunne. Hun spurgte så den her modne herre, om jeg kunne bestille en tid. Han havde sørme lige 30 min inden den næste kunde, så det kunne han da lige klare med det samme. Herlig mand og så havde han og hans kone (ja kone!) boet i København i nogle år. Så han kunne da sige ja og nej på dansk. Det viste sige efter fem minutter, at han har undervist i hele verden i klipninger og har klippet et utal af kendte mennesker. I næste uge står skuespilleren bag Harry Potter sørme for tur. Jeg måtte erkende at jeg følte mig lidt speciel der. Jeg sagde, at han måtte sige til hvis han havde bruge for en hårmodel. Han skulle bruge en på fredag, når han skulle i TV. Det ærgede ham meget at det skulle være en langhået! Sjovt! Selvom han var super dygtig og kendisklipper (?), så var han, som alle andre mennekser her i Whistler, helt nede på jorden og utrolig dejlig at snakke med. Jeg har nu verdens fedeste frisure, hvis i spørger ham. ;) Ej den er super fed, og så fik jeg den 20 dollas billigere. Fedt jo. Hjem til jordhulen og spise dejlige pandekager igen og lun nybagt chokoladekage. Ja, man bliver vel aldrig træt af pandekager, gør man vel? ;)
14.11.2012, 14:12, Whistler
I torsdags var jeg til first season orientation for Whistlerblackcomb. Rigtig, som i meget amerikansk! Jeg talte sæderne groft (ja man er vel fars pige) og vi var ca. 500 personer til dette møde, ud af 4000 ansatte. To vældig skæge mænd underholdte os i fire meget stive timer. Flere af de øverste chefer var inde og fortælle "mig" hvor "speciel" jeg var og hvor "meget de havde brug" for mig. Amen, nu må jeg be. De afspillede en masse små klip, i ved, de ameriskaske af slags med musik i baggrunden og idylleriske billeder, vilde fakta og utrolige (!) tal. Sagde vi ansatte, noget klogt, kastede de en chokoladebar op til os (og nu tænker i sikkert, at jeg fik så mange chokoladebar at jeg kunne sælge af dem. Ja ja. Men jeg holdet mig tilbage. De andre skal jo også have en change. ;) ) Det var ret så kedeligt og alligevel fedt at prøve. Os der arbejder for Whistlerblackcomb har en heeel masse fordele, fx får vi Heli service for halv pris. Hvis nogle ikke ved havde det betyder, så kommer her en forklaring: Nej det er ikke helikopter service, som i hvis jeg kommer til skade og behøver hjælp meget hurtigt. Har nogle af jer set nogle af de her skifilm, hvor folk bliver fløjet op i bjergene, langt væk fra de realle pister, sat af og så tager man den off pist ned? Jep det er det. Utrolig nok sagde mor nej (!!).. Også selvom det var med 50%. Typisk. ;)
Mødet var fint og vi fik da løn for det.
Lørdag dragede jeg så til en Food safe kursus. Tre timer i selvskab med kollegaer. Det var dog kun front personalet, ingen kokke. Alligevel skulle vi lære at snitte en gulerod med en kokkekniv. Så tænker i nok, Hvad?! Det gjorde vi også. Men hvad søren.. Vi fik kursuset gratis og ingen kunne dumpe det. :) På vejen hjem mødte jeg, den nok gladeste buschauffør i verden. Sikke en mand! Jeg ville ønske at alle buschauffør i DK skulle på humørkursus i Canada, for der er godt nok lang vej! :)
I går, søndag, faldt den første rigtige sne. Alle i huset løb jublende rundt. Det var så fedt! På med hue, de varme smækbukser og ude i sneen og sule de andre. ;)
I morges lavede Emma pandekager til os. Sådan nogel små amerikanske skrupperter. Efterfulgt af en tør skive rugbrød. Hov har jeg fortalt at jeg har fundet rugbrød? Nå, men jo det har jeg. I ved den der friskbagte slags, lige fra bageren. Øhh, nej. Tørt, varkumpakket og ja tørt. Men hvad betyder det, når man har en toaster? ;) Jeg nåede lige at snakke med Asbjørn inden vi skulle ud af døren igen. Hold da op hvor jeg savner ham.. Ind til byen det gik, for at kigge efter en jakke af den vame, vandtætte og billige slags. Ikke nem at finde. Jeg var lige ved at give op. Der stod jeg. Det var koldt og vådt, klokken var vel 15.07. Jeg havde ingen steder at gå hen. Den fandtes bare ikke... Min jakke. Jeg sukkede dybt og vendt snuden ind i Whistlers aller sidste butik. Jeg gik bedrøvet rundt med næsen i gulvet som en hund uden ejer, som en mus uden ost og som Anni uden Brit.. Og pludselig. Der var den! Den her smukke jakke i grålige og blålige toner. Den skreg efter mig! Jeg prøvede den på, perfekt! Hele rummet stod stille, alle kiggede på mig. Min mave snoede sig sammen: Prisen? Jeg kunne mærke mit hjerte slå kraftigere og kraftigere.. Jeg tog prismærket i min højre hånd, bed tænderne sammen. Kiggede op, bad og slog så blikket ned. What?! 135 CAD. Det kan ikke være rigtigt. Så unik en jakke, den perfekte jakke og så, så billig! Jeg var i chok, "Visa?" "Yes, pleas." Købt og betalt. Jeg skal sove med den på i nat! :)
Jeg ville bestille en tid hos en frisør, Loft salon skulle være noget af det billigest, så der gik jeg op sammen med Jo. Jeg spurgte den her forvirrede unge pige om jeg kunne bestille en tid. Det vidste hun så ikke helt om hun vidste om hun kan gøre.. Det troede hun måske ikke helt var muligt, at hun kunne. Hun spurgte så den her modne herre, om jeg kunne bestille en tid. Han havde sørme lige 30 min inden den næste kunde, så det kunne han da lige klare med det samme. Herlig mand og så havde han og hans kone (ja kone!) boet i København i nogle år. Så han kunne da sige ja og nej på dansk. Det viste sige efter fem minutter, at han har undervist i hele verden i klipninger og har klippet et utal af kendte mennesker. I næste uge står skuespilleren bag Harry Potter sørme for tur. Jeg måtte erkende at jeg følte mig lidt speciel der. Jeg sagde, at han måtte sige til hvis han havde bruge for en hårmodel. Han skulle bruge en på fredag, når han skulle i TV. Det ærgede ham meget at det skulle være en langhået! Sjovt! Selvom han var super dygtig og kendisklipper (?), så var han, som alle andre mennekser her i Whistler, helt nede på jorden og utrolig dejlig at snakke med. Jeg har nu verdens fedeste frisure, hvis i spørger ham. ;) Ej den er super fed, og så fik jeg den 20 dollas billigere. Fedt jo. Hjem til jordhulen og spise dejlige pandekager igen og lun nybagt chokoladekage. Ja, man bliver vel aldrig træt af pandekager, gør man vel? ;)
14.11.2012, 14:12, Whistler
 |
| Pynt til min fødselsdagsfest, udarbejdet af drengene. :) |
 |
| Søde fødselsdagskort |
 |
| Ishockey med nogle af Whistler folket. |
 |
| Bodypaint af Lara til Halloween. |
 |
| Det skal siges at hyggen ikke vare så længe når man kun har pizzabakker som brænde. ;) |
 |
| En af de utallige familliemiddage hjemme i jordhulen. |
 |
| Twister i Brio huset |
 |
| Min nye kærlighed |
 |
| Juhuu (I én dag..) |
 |
| På vej til møde |
torsdag den 8. november 2012
Morgenmad med skumfiduser?!
Jeg vil bare lige opdatere på jobfronten: Igår, onsdag, var jeg til mit første møde for Whistlerblacomb. Vi er omkring 50 personer der skal arbejde på Dusty's. Jeg skal arbejde som Food Runner. Gud ske takke og lov! Det betyder at jeg bare skal servere det som alle Serverne har taget bestillingen af. Det vil sige, jeg skal tale minimalt med kunderne. Det vil sige at, jeg og Rory ikke længere behøver at være bekymret for om jeg kvajer mig. (Fedt at han har så meget tiltro til mig. Cheers Rory. :)) Jeg arbejder fuldtids de første par uger, derefter ser de på hvordan tingene ser ud. Feeeedt jo!
Oven i det bestod jeg mit Serving It Right kursus. *Infoservice* Et kursus man behøver for lovligt at må servere alkohol. Dumme dumme kursus. Jeg har taget det én gang og dumpede med et spørgsmål. Men som man siger, anden gang er lykkens gang. Det tog mig t r e dage. Jeg gentager tre dage, at svare på 30 dumme spørgsmål online, og få det dumme citifikat! Men.. Jeg bestod! Det føles (næsten) lige så godt som at bestå sin køreprøve. :)
Jeg vil smutter til mit andet møde. Ser frem til en gåtur på en frisk solrig torsdag formiddag! Livet er vel lækkert! :)
Nå ja. Dave sidder og spiser morgenmad med skumfiduser i. Båbå!
08.11.2012, 11:50, Whistler
Oven i det bestod jeg mit Serving It Right kursus. *Infoservice* Et kursus man behøver for lovligt at må servere alkohol. Dumme dumme kursus. Jeg har taget det én gang og dumpede med et spørgsmål. Men som man siger, anden gang er lykkens gang. Det tog mig t r e dage. Jeg gentager tre dage, at svare på 30 dumme spørgsmål online, og få det dumme citifikat! Men.. Jeg bestod! Det føles (næsten) lige så godt som at bestå sin køreprøve. :)
Jeg vil smutter til mit andet møde. Ser frem til en gåtur på en frisk solrig torsdag formiddag! Livet er vel lækkert! :)
Nå ja. Dave sidder og spiser morgenmad med skumfiduser i. Båbå!
08.11.2012, 11:50, Whistler
søndag den 4. november 2012
Faldende sne, faldende bacon. Same same!
Åhhh, så mange... Så så mange oplevelser, jeg kan ikke... Arg, jeg kan ikke huske dem!! Men jeg vil nu alligevel give det et try. :)
Sidste gang jeg skreve var tirsdag den 23. oktober, dagen før min fødselsdag. Onsdag fomiddag brugt jeg på Strabucks i Creekside, lidt hygge-fødselsdags-skype med mor og far. De overleverede en dejlig varm fødselsdagshilsen fra mormor. Tak mormor! :) Jeg var også så heldig at kunne låne min lillesøster fem minutter. Jo jo, jeg kan godt huske hvor ophængt man er når man går på efterskole. Så jeg følte mig faktisk heldig. ;) Savner dig Britter. Alt dette, en samtale med Asbjørn og gennemlæsning af alle de skønne fødselsdags hilsen på facebook og emails, tog omkring fem timer. Jeg fik drukket noget kaffe kan jeg love for. ;) Det giver et helt sug i maven at der er så mange der tænker på en, selvom man er så langt væk. Endnu engang tusinde tak alle sammen!
Jeg og drengene vendte snuden hjem til hulen hvor Jo lå med tømmermænd. Klokken nærmede sig 5 og vi havde inviterede en ti stykker.. Eller femten. Næ var det.. Der var faktisk ingen der vidste hvor mange der ville dukke op til vores kompinerede fødselsdag fest og house warming om aftenen. Any ways, jeg sprag ned i bad (ja, det var jo min fødselsdag, tid til det årlige bad.) Jeg havde sæbet mit lange prinsessehår ind, da jeg kunne høre alle de andre råbe noget. Hvad det vidste jeg ikke. Lyset gik ud "Guys it is not funny!" Men ingen tændte det igen. Jeg fik sæbe ud af de lange blonde lokker, tøj på og ude i gangen hilste jeg på den første ud af fire brandmænd. Hvad f***** sker der lige her. Fra loftet dryppede det og gulvet i vores lille gang flød med vand, Rory og Olivers værelse med. Alt dette vand bunder i et stoppet toilet på førstesalen, dvs at stuen også flød med vand. Vi fik sendt brandmændene ud og startede rengøringen. Jeg påbegyndte en smskæde om at festen var aflyst, lige til de andre stoppede mig. For et oversvømmet hus skulle da ikke stoppe os i at have en fest to timer senere. Vi fik gjort rent, lavet lidt mad og så kom alle gæsterne ellers. Da jeg havde talt til 30 kunne jeg ikke tælle til mere, hvorfor mon. Jeg havde en fantastisk aften. Alle sang fødselsdags op til flere gange. Jeg bundede et glas hvad-er-det-dog-for-noget-pusse-løjerligt-noget. Det viste sig, da jeg havde bundet det, at alle havde spædet til med deres drik i mit store glas. Tak tak gutter. Fy da! Pludselig slukkede musikken og ind kom den flotteste og største islagkage jeg nogle sinde har set "Happy birthday Anni". Hvem har så lige de bedste husgutter? Kagen kom på bordet med 5 gafler i. Der gik vist ikke ret meget mere end ti minutter, så var den islagkage forhistorie. Men jeg kan fortælle jer alle sammen, det var den bedste islagkage jeg nogle side har set! Tak tak taaak! Lidt senere kom Denise, en tysk sød pige og hendes veninde. De havde bagt en brownie til mig. Det var opbevaret på et hvid plastallerken med tilsvarende som låg. Denise havde herpå skrevet "Tillykke med fødselsdagen Anni". Det sjov var at alle hjørnerne var væk. Grunden var at alle på busstoppestedet havde lige smagt lidt på den. Den var virkelig også god!! :) Tak søde piger! Jeg fik en masse søde kort fra alle mulige og en canadisk samfundshjælper af Halina. Det var en af de fødselsdag jeg aldrig aldrig glemmer! Dejlig fødselsdag.
Siden da har jeg været på den her desperate jobjagt. Og når jeg siger desperate, mener jeg at når man lægger sit cv i en sexshop, så er det desperat! :) Men men men, en morgen for en lille uge siden blev jeg ringet op af, ja hvem ve, fra, ja hvem ved også det. Jeg kunne knap nok forstå hende, men ordene jobsamtale og cafe fik jeg da. Mig med bussen i en hvis fart, ind til byen og ned til den her lille cafe ved navn Lift Cafer (navnet fordi den ligger lige ved siden af en af gondolerne). Den unge manager, som jeg havde afleveret mit cv til, hentede den anden manager, en ældre meget travl og lige-ud-af-posen dame. De ville simpelthen ansætte mig på stedet, med den begrundelse at mit cv var fantastisk og min udstråling ligeså. Wauw, smirret? Ja det tror jeg nok. De ville dog ikke ansætte mig endnu, før jeg havde været til job fairen i bjergene. Hvorfor, jo fordi den ældre manager mente at bjergene hundrede procent sikkert ville hyre mig. Wauw, endnu mere smirret. De lovede mig jobbet, hvis jeg ikke fik det i bjergene. Så jeg drog mandag morgen kl. 7.30 til Upper Village med drengene for at være først i kø til job fairen 2012, for de tre resturanter i bjergene. Jeg vil lige smide en lille forklaring her: når man får job i bjergene, altså arbejder for WhistlerBlackcomb, får man det berygtede skipass udleveret gratis. Et skipass står, her i Whistler, i 10.000 dkr. Så jo, jeg ville da utrolig gerne have det job. Any ways, vi stod i kø som de aller først i 1,5 time, det var koldt og.. .Koldt! Folkene fra resturanterne var dog vildt flinke til at informere os og udleverede chokolade hele morgenen. Det skal siges at den her form for job fair er ret speciel, lidt ligesom X-factor! Da klokken slog 9, stod vi ca. 300 i kø for at komme ind til den første jobsamtale. 300 mennesker for at komme til jobsamtale, mærkeligt! Vi kom ind, satte os i kø igen. Ret hurtigt blev jeg vinket op af en af managerne fra en af resturanterne. Ham snakkede jeg med i 1,5 minutter om få praktiske ting, derefter blev mit cv langt i en bunke og jeg fik besked på at sætte mig i sofaen. Ti minutter senere blev mit navn råbt op. Det skal siges at hele det her show var ret spændende, da ingen af os vidste noget som helst om hvordan det forgik, før vi var der. Mit navn, ja nu skal jeg være de! Sikke en flot skjorte du har på. Jo tak. Kom bare med her. Jeg fik en stol foran tre personer, to damer og en glad tyk julemand. Spændende! Jeg begyndte at snakke og tro mig jeg stoppede ikke igen før jeg fik besked på det. Simpelthen fordi jeg var bange for, at de ville spørge mig om noget jeg ikke kunne forstå eller svare på. Lækker samtale, virkelig hyggeligt! "Jamen Anni, vi kigger på det. Du vil modtage en email inden for de næste 24 timer om du har fået jobsamtale nummer to eller ej." Jamen jo tak, og så kaffetid!! Og nej jeg fik ikke nogle email den dag. Heller ikke om natten og heller ikke næste morgen. Det gjorde drengene desværre. Afvist, øv! Jeg fik stadig ikke nogle email, og pludselig! Ja pludselig ringede min telefon. "Can i speak with Anni please?" Ja det er mig for søren. Jamen dog det var WhistlerBlackcomb der bare lige ville sige, at de gerne ville se mig til en anden jobsamtale. FEDT!! Torsdag morgen kl. 9.20 sad jeg foran en sød sød canadisk pige. Jeg forstod desværre ikke en hat af hvad hun spurgte mig om. Jeg har aldrig i mit liv ført så dårlig en samtale (end ikke min engelskeksamen!?) Jeg takkede mange gang for hendes tid og tog hjem med en herre dårlig mavenfornemmelse mand! Samme aften, efter en dejligt måltid med familien, åbnede jeg min email, der var den: Tillykke med jobtilbuddet fra WhistlerBlackcomb som tjener! Whaaaaat!? Jeg fik det venner, jeg fik det!! Fantastisk. Nu skal jeg bare chekkes ind, det kræver desværre bare en ren straffeattest, så jeg bliver nok ikke godkendt alligevel. ;) Jeg har hørt at vi var omkring 1000 der søgt den dag og de skulle bruge et sted imellem 75 og 90 personer. Jeg er nu den mest lykkelige lille danske pige i Canada.
Tirsdag aften holdte vi halloween. Halloween er en stor ting her i Canada og blev i år afholdt i onsdags. Alle steder, alle butikker og hoteller har pyntet op. Selv de fineste hoteller (for der bruger jeg rigtig meget tid nemerlig) har spindelvæv og græskar over det hele. Onsdag var butikspersonalet klædt ud og alle render rundt og deler slik ud. Men vi holdt halloween både tirsdag og onsdag i vores hus. Vi er officelt blevet partyhuset her i Whistler. Vi drak nogle øller, klædte os ud og tog til Full moon party i Function. En fest hvor de krævede 10 CAD for at komme ind i en lade og høre noget simmi dårligt musik. Men det skulle da ikke stoppe os i at have en skæg aften. Fuld gas, fede udklædninger og en sørens masse ansigtsmaling. Sjov detalje: Denise kunne, da vi skulle hjem, ikke finde sin jakke. Vi havde ledt en halv timer, da hun besluttede sig for, at der ikke var noget at gøre. Hun havde desværre bare alle hendes egendele i den jakke, pas, kort, telefon ect. Da vi gik ud af døren stoppede hun pludselig op. Hov der stod sørme en eller anden gut med en lyserrød/lilla jakke på. Hvor dum er man, hvis man som påstående dreng, påklæder sig en lyserød/lilla jakke?! Ja jeg spørger bare. Denise fik den tilbage og vi kunne drage hjem.
I fredags tog hele Fireside famillien og alle mulig andre i skøjtehallen. Fire CAD for at leje skøjter og have en masse sjov i to timer. Det var så fedt. Især fordi alle nybegynderne fik en rulator ligende ting i hænderne. Hvad der kunne virke lidt deprimerende er, at alle canadier kan skøjte før de kan gå. Så vores canadiske venner var vilde, som i ret gode! Ikke for at prale men.. Jeg faldt ikke en eneste gang og jeg holdte heller ikke fast i kanten! Sikke en skøjte prinsesse jeg bliver når Whistler eventyret slutter.
For søren, for to dagen siden fik jeg den fedeste nyhed: Tove Carlsen kommer og besøger mig 9.-23. feb. Feeeeedt! Jeg kan slet slet ikke vente med at vise hende det her land, de her mennesker og min søde lille familie!
I går blev Rory 19 år, endnu en fest, så det eneste vi venter på nu er sneen! Og at prisen på bacon falder! ;)
04.11.2012, 21.55, Whistler
Sidste gang jeg skreve var tirsdag den 23. oktober, dagen før min fødselsdag. Onsdag fomiddag brugt jeg på Strabucks i Creekside, lidt hygge-fødselsdags-skype med mor og far. De overleverede en dejlig varm fødselsdagshilsen fra mormor. Tak mormor! :) Jeg var også så heldig at kunne låne min lillesøster fem minutter. Jo jo, jeg kan godt huske hvor ophængt man er når man går på efterskole. Så jeg følte mig faktisk heldig. ;) Savner dig Britter. Alt dette, en samtale med Asbjørn og gennemlæsning af alle de skønne fødselsdags hilsen på facebook og emails, tog omkring fem timer. Jeg fik drukket noget kaffe kan jeg love for. ;) Det giver et helt sug i maven at der er så mange der tænker på en, selvom man er så langt væk. Endnu engang tusinde tak alle sammen!
Jeg og drengene vendte snuden hjem til hulen hvor Jo lå med tømmermænd. Klokken nærmede sig 5 og vi havde inviterede en ti stykker.. Eller femten. Næ var det.. Der var faktisk ingen der vidste hvor mange der ville dukke op til vores kompinerede fødselsdag fest og house warming om aftenen. Any ways, jeg sprag ned i bad (ja, det var jo min fødselsdag, tid til det årlige bad.) Jeg havde sæbet mit lange prinsessehår ind, da jeg kunne høre alle de andre råbe noget. Hvad det vidste jeg ikke. Lyset gik ud "Guys it is not funny!" Men ingen tændte det igen. Jeg fik sæbe ud af de lange blonde lokker, tøj på og ude i gangen hilste jeg på den første ud af fire brandmænd. Hvad f***** sker der lige her. Fra loftet dryppede det og gulvet i vores lille gang flød med vand, Rory og Olivers værelse med. Alt dette vand bunder i et stoppet toilet på førstesalen, dvs at stuen også flød med vand. Vi fik sendt brandmændene ud og startede rengøringen. Jeg påbegyndte en smskæde om at festen var aflyst, lige til de andre stoppede mig. For et oversvømmet hus skulle da ikke stoppe os i at have en fest to timer senere. Vi fik gjort rent, lavet lidt mad og så kom alle gæsterne ellers. Da jeg havde talt til 30 kunne jeg ikke tælle til mere, hvorfor mon. Jeg havde en fantastisk aften. Alle sang fødselsdags op til flere gange. Jeg bundede et glas hvad-er-det-dog-for-noget-pusse-løjerligt-noget. Det viste sig, da jeg havde bundet det, at alle havde spædet til med deres drik i mit store glas. Tak tak gutter. Fy da! Pludselig slukkede musikken og ind kom den flotteste og største islagkage jeg nogle sinde har set "Happy birthday Anni". Hvem har så lige de bedste husgutter? Kagen kom på bordet med 5 gafler i. Der gik vist ikke ret meget mere end ti minutter, så var den islagkage forhistorie. Men jeg kan fortælle jer alle sammen, det var den bedste islagkage jeg nogle side har set! Tak tak taaak! Lidt senere kom Denise, en tysk sød pige og hendes veninde. De havde bagt en brownie til mig. Det var opbevaret på et hvid plastallerken med tilsvarende som låg. Denise havde herpå skrevet "Tillykke med fødselsdagen Anni". Det sjov var at alle hjørnerne var væk. Grunden var at alle på busstoppestedet havde lige smagt lidt på den. Den var virkelig også god!! :) Tak søde piger! Jeg fik en masse søde kort fra alle mulige og en canadisk samfundshjælper af Halina. Det var en af de fødselsdag jeg aldrig aldrig glemmer! Dejlig fødselsdag.
Siden da har jeg været på den her desperate jobjagt. Og når jeg siger desperate, mener jeg at når man lægger sit cv i en sexshop, så er det desperat! :) Men men men, en morgen for en lille uge siden blev jeg ringet op af, ja hvem ve, fra, ja hvem ved også det. Jeg kunne knap nok forstå hende, men ordene jobsamtale og cafe fik jeg da. Mig med bussen i en hvis fart, ind til byen og ned til den her lille cafe ved navn Lift Cafer (navnet fordi den ligger lige ved siden af en af gondolerne). Den unge manager, som jeg havde afleveret mit cv til, hentede den anden manager, en ældre meget travl og lige-ud-af-posen dame. De ville simpelthen ansætte mig på stedet, med den begrundelse at mit cv var fantastisk og min udstråling ligeså. Wauw, smirret? Ja det tror jeg nok. De ville dog ikke ansætte mig endnu, før jeg havde været til job fairen i bjergene. Hvorfor, jo fordi den ældre manager mente at bjergene hundrede procent sikkert ville hyre mig. Wauw, endnu mere smirret. De lovede mig jobbet, hvis jeg ikke fik det i bjergene. Så jeg drog mandag morgen kl. 7.30 til Upper Village med drengene for at være først i kø til job fairen 2012, for de tre resturanter i bjergene. Jeg vil lige smide en lille forklaring her: når man får job i bjergene, altså arbejder for WhistlerBlackcomb, får man det berygtede skipass udleveret gratis. Et skipass står, her i Whistler, i 10.000 dkr. Så jo, jeg ville da utrolig gerne have det job. Any ways, vi stod i kø som de aller først i 1,5 time, det var koldt og.. .Koldt! Folkene fra resturanterne var dog vildt flinke til at informere os og udleverede chokolade hele morgenen. Det skal siges at den her form for job fair er ret speciel, lidt ligesom X-factor! Da klokken slog 9, stod vi ca. 300 i kø for at komme ind til den første jobsamtale. 300 mennesker for at komme til jobsamtale, mærkeligt! Vi kom ind, satte os i kø igen. Ret hurtigt blev jeg vinket op af en af managerne fra en af resturanterne. Ham snakkede jeg med i 1,5 minutter om få praktiske ting, derefter blev mit cv langt i en bunke og jeg fik besked på at sætte mig i sofaen. Ti minutter senere blev mit navn råbt op. Det skal siges at hele det her show var ret spændende, da ingen af os vidste noget som helst om hvordan det forgik, før vi var der. Mit navn, ja nu skal jeg være de! Sikke en flot skjorte du har på. Jo tak. Kom bare med her. Jeg fik en stol foran tre personer, to damer og en glad tyk julemand. Spændende! Jeg begyndte at snakke og tro mig jeg stoppede ikke igen før jeg fik besked på det. Simpelthen fordi jeg var bange for, at de ville spørge mig om noget jeg ikke kunne forstå eller svare på. Lækker samtale, virkelig hyggeligt! "Jamen Anni, vi kigger på det. Du vil modtage en email inden for de næste 24 timer om du har fået jobsamtale nummer to eller ej." Jamen jo tak, og så kaffetid!! Og nej jeg fik ikke nogle email den dag. Heller ikke om natten og heller ikke næste morgen. Det gjorde drengene desværre. Afvist, øv! Jeg fik stadig ikke nogle email, og pludselig! Ja pludselig ringede min telefon. "Can i speak with Anni please?" Ja det er mig for søren. Jamen dog det var WhistlerBlackcomb der bare lige ville sige, at de gerne ville se mig til en anden jobsamtale. FEDT!! Torsdag morgen kl. 9.20 sad jeg foran en sød sød canadisk pige. Jeg forstod desværre ikke en hat af hvad hun spurgte mig om. Jeg har aldrig i mit liv ført så dårlig en samtale (end ikke min engelskeksamen!?) Jeg takkede mange gang for hendes tid og tog hjem med en herre dårlig mavenfornemmelse mand! Samme aften, efter en dejligt måltid med familien, åbnede jeg min email, der var den: Tillykke med jobtilbuddet fra WhistlerBlackcomb som tjener! Whaaaaat!? Jeg fik det venner, jeg fik det!! Fantastisk. Nu skal jeg bare chekkes ind, det kræver desværre bare en ren straffeattest, så jeg bliver nok ikke godkendt alligevel. ;) Jeg har hørt at vi var omkring 1000 der søgt den dag og de skulle bruge et sted imellem 75 og 90 personer. Jeg er nu den mest lykkelige lille danske pige i Canada.
Tirsdag aften holdte vi halloween. Halloween er en stor ting her i Canada og blev i år afholdt i onsdags. Alle steder, alle butikker og hoteller har pyntet op. Selv de fineste hoteller (for der bruger jeg rigtig meget tid nemerlig) har spindelvæv og græskar over det hele. Onsdag var butikspersonalet klædt ud og alle render rundt og deler slik ud. Men vi holdt halloween både tirsdag og onsdag i vores hus. Vi er officelt blevet partyhuset her i Whistler. Vi drak nogle øller, klædte os ud og tog til Full moon party i Function. En fest hvor de krævede 10 CAD for at komme ind i en lade og høre noget simmi dårligt musik. Men det skulle da ikke stoppe os i at have en skæg aften. Fuld gas, fede udklædninger og en sørens masse ansigtsmaling. Sjov detalje: Denise kunne, da vi skulle hjem, ikke finde sin jakke. Vi havde ledt en halv timer, da hun besluttede sig for, at der ikke var noget at gøre. Hun havde desværre bare alle hendes egendele i den jakke, pas, kort, telefon ect. Da vi gik ud af døren stoppede hun pludselig op. Hov der stod sørme en eller anden gut med en lyserrød/lilla jakke på. Hvor dum er man, hvis man som påstående dreng, påklæder sig en lyserød/lilla jakke?! Ja jeg spørger bare. Denise fik den tilbage og vi kunne drage hjem.
I fredags tog hele Fireside famillien og alle mulig andre i skøjtehallen. Fire CAD for at leje skøjter og have en masse sjov i to timer. Det var så fedt. Især fordi alle nybegynderne fik en rulator ligende ting i hænderne. Hvad der kunne virke lidt deprimerende er, at alle canadier kan skøjte før de kan gå. Så vores canadiske venner var vilde, som i ret gode! Ikke for at prale men.. Jeg faldt ikke en eneste gang og jeg holdte heller ikke fast i kanten! Sikke en skøjte prinsesse jeg bliver når Whistler eventyret slutter.
For søren, for to dagen siden fik jeg den fedeste nyhed: Tove Carlsen kommer og besøger mig 9.-23. feb. Feeeeedt! Jeg kan slet slet ikke vente med at vise hende det her land, de her mennesker og min søde lille familie!
I går blev Rory 19 år, endnu en fest, så det eneste vi venter på nu er sneen! Og at prisen på bacon falder! ;)
04.11.2012, 21.55, Whistler
tirsdag den 23. oktober 2012
Livet er kort, hvorfor ikke være venlig?
Puha det er efterhånden længe siden! Kom nu ind i kampen Anni Nielsen. :)
Men jo, det er stadig for vildt at være i dette enorme land. Jeg har siden
sidste oplæg boet på Fireside Lounge. Det fantastiske sted hvor man tager
skoene af inden man går inden for. Som jeg og de andre kom til at snakke om,
blev Fireside vores nye hjem. Kender I følelsen af at have gået udenfor i
regnevejr hele dagen, er gennemblødt helt ind til leveren, og så kommer man op
i huset. Det hele er genkendeligt, der er lunt og man kan høre latter fra nogle
mennesker man holder utrolig meget af. Det sted kalder man hjem. En latter fra
personer man ville kalde sin familie. Vi blev Firesidefamilien! Flere personer
flyttede ud, men kom tilbage flere aftener. Sjovt. Selv de tre drenge Josh, Cam
og Ben har lovet at komme tilbage, selvom de er kørt seks timer østpå til Big
White, for at finde arbejde.
Vi er alle blevet "smidt ud" fordi alle medlemmerne skal gøre rent i denne weekend. Som altid var det søgeligt at skulle forlade stedet til morges. Heldigvis er Whistler ikke så stort, så vi ses allesammen hele tiden. Herligt!
Der er sket så mange ting, at jeg knap nok kan huske dem. Små sjove ting:
Halina havde været småsyg i næste to uger, så jeg beordrede hende til læge. Jeg smuttede ned til en lille by, Creekside, for at få lavet min bankkonto. Dennis (en tysk gut) og jeg spurgte en kvinde om vejen til et lægehus, hun tilbød at køre os til the Village, for at finde et lægehus. Vi takkede pænt nej, for jeg skulle jo have Haline med. Hyggeligt at snakke med dig. Ti minutter senere stødte jeg ind i hende i banken igen. Vi faldt i snak og hun gav mig en masse tips omkring overlevelse i Whistler. Hun tilbød igen, at vi kunne køre med hende, hun skule alligevel derind. Jeg tøvede, for jeg ville da ikke besvære hende. Men da hun lovede ikke at kidnappe mig, takkede jeg ja. Vi kørte ind til Fireside, jeg befalede Haline ned til bilen og vi here we go ind til byen. En oplevelse der måske virker basal, men som gjorde meget stort indtryk på mig! At en fremmede uden videre tilbyder et lift incl. omvej, guide og garanti for non-kidnapning, det er for en dansker en stor oplevelse. Jeg fortalt hende, at alle canadiere virker så flinke, dertil svarede hun "Livet er kort, hvorfor ikke være venlig?" En livs filosofi alle burde efterleve. Vi takkede hende og begav os ind i en drop-in klinik. Efter at have ventet i tyve minutters tid, blev vi vist ind til lægen. En ældre herre, vældig flink og rigtig læge, med den håndskrift, som man ikke kan læse og alt det der. Men der var nu noget lidt sjovt ved ham. Han havde nemlig sin kuglepen nede i hans bukselomme, uden prop på.. Så den flink læge havde altså kuglepensstregner overalt omkring lommerne i hans beige bukser. Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at stirre på alle de der streger og tænke "det der får du altså aldrig af igen mester." :)
Jeg har brugt den foregående uge på at skrive et CV, som jeg kunne være bekendt. Eller den engelske Joe og den canadiske Josh brugt tid på at skrive et CV, som jeg kunne være bekendt. Drengene rettede mine utallige stavefejl og pyntede med nogle smarte vendinger. Damen i jobcenteret var så begejstret, at hun gav mig hendes kort, så jeg kunne skrive til hende, når jeg fik et job. Tak drenge, i er nu dejlige! Jeg har siden delt omkring 30 ark ud. Jeg har ansøgt om arbejde 30 forskellige steder. Det er jo for vildt. Så jeg venter bare på at de alle sammen ringer til mig. :)
Det sjove ved at rende rundt og dele CV'er ud, er at støde ind i de andre. En af dagene stødte jeg ind i Lara, Jay, Naomi og et par andre. Vi besluttede os for at spise lidt let mad inde i byen. Pigerne tiggede mig om, at tage med dem i biografen og se Taken 2. Men oplevelse af en toer kan jo umuligt være så fed, når man ikke har set eteren. Jeg takkede nej, ønskede dem en god film og tog bussen hjem. Men hov da da, da jeg kom ind i gårdspladsen hjemme, var alle de andre på vej ud i bilen "Hvor skal i hen?" - "Ind og se Taken 2 og du skal med!" - "Jamen så okay!" Bum. Syv personer ind i en fempersoneres bil og af sted mod byen og her kunne jeg så hilse på pigerne jeg lige havde sagt farvel til ca. 30 minutter tidligere. Sjovt. Skøn film forresten. Den er værd at se! Hjem igen, nu ti personer i en fem personers bil. Men det må i altså ikke fortælle min mor. ;)
Vi har et par gang lavede mad samme hele hostellet, senest torsdag hvor den engelske Ollie havde fødselsdag. En bilfuld kørte til Squarmish for at handle billigt ind. På en lille time kan man lave burger, hotdogs, salat og kage til tyve personer. Endnu en fed oplevelse omkring langbordet. Endnu en oplevelse der lige nu giver mig sommerfugle i maven.
For søren da, jeg var lige ved at glemme min store bjørne oplevelse. Wauw, det var vildt! Vi sad en syv mand inde i stuen med hver sin computer (sikkert for at søge arbejde), da Adams telefon ringer og han spinger ud af stuen. Vi blev lidt overrasket, men tænkte da ikke mere over det, før han kom tilbage og råbte "Bear, bear, bear!" Alle stivnede et øjeblik, greb ud efter kamera og telefon og løb uden for. Der stod den. En ca. 1 årig sortbjørn kun, uden at lyve, ti meter fra os. Selvom vi alle tog billeder og snakkede sammen bevægede den sig stille og roligt forbi os, hen til et lille træ og begyndte at krads rygge. Det var den vildeste oplevelse indtil nu. En bjørn venner! Lige uden for vores hoveddør. Efterfølgende har jeg været mere bange for at møde en fyr af den pelsede type, end en fyr af den klamme type om aftenen på vej hjem. ;)
Fredag den 19. oktober blev vi alle ”smidt ud” fra Fireside. Jeg flyttede herefter ind hos Sven, den tysk/svenske fyr jeg mødte på Samesun. Her boede jeg samme med fem andre fyre, to svensk, en australsk og to tyske. Herlige drenge, men de var drenge.. Det sige jeg ud fra deres rengøring. Fy da, føj da. ;) Jeg lavede en god middag til dem fredag og så var vi kvit for to overnatninger.
Lørdag blev lidt af en dag, dagen hvor Jo, Gareth, Dave, Rory, Olli, El og jeg fandt vores nye hus. Det er en lidt sjov historie: De fem dreng, Jo og jeg havde en aftale med Jim, en ældre herre der udlejer huse. Han havde et hus i Nordic, 2 minutter fra Creekside og 20 sekunder fra bussen. Vi trådte ind og fik en rundvisning i det tre etager store hus. Det viste sig, da vi kom ind i stuen, at Jim faktisk havde en kone. Hende fandt vi bag døren i stuen. Her stod hun bogstavelig talt fuldstændig tavs bag døren i en hel time, mens vi var der. Lidt skærmmende! Vi forklarede Jim at vi havde set på mange huse (dette var dog det første af dem) og vi kunne få det meget meget billigere end 3500 CAD/month. Jim tog sig god tid, cirka 4 sekunder før han slog 500 CAD af. Vi fik lov til at gå os en tur og snakke om det ”men i skal skynde jer, for der er fem andre grupper der vil se på huset.” Mærkelig nok så vi aldring andre grupper omkring huset, og vi stod alligevel på parkeringspladsen og diskuterede. Konklusion: Jim er desperat for at komme af med huset. Vi kom frem til at vi aldring ville finde noget billigere, så vi sagde pænt ja tak til det store hus. Søndag eftermiddag kl. 14 flyttede syv glade teenager ind i deres første hus i Whistler, Canada! Det er for vildt der her! Jeg er nu flyttet i hus i Canada. Vi har brugt de sidste par dage på at gå i re use it center og købe gamle ting til vores nye hus. :) Jeg vil hoppe på bussen ind til byen og spise en dejlige billig middag sammen med alle de andre, vi skal nemlig fejre at Jo har fået et job og planlægge fødselsdag/house warming til i morgen aften.
Vi får først internet på torsdag, så jeg venter lige med at ligge billeder op. ;)
Note til mig selv: jeg er ved at være trært at af blive forvekslet med tyskere og blive spurgt om mit sprog ikke er tysk..
Vi er alle blevet "smidt ud" fordi alle medlemmerne skal gøre rent i denne weekend. Som altid var det søgeligt at skulle forlade stedet til morges. Heldigvis er Whistler ikke så stort, så vi ses allesammen hele tiden. Herligt!
Der er sket så mange ting, at jeg knap nok kan huske dem. Små sjove ting:
Halina havde været småsyg i næste to uger, så jeg beordrede hende til læge. Jeg smuttede ned til en lille by, Creekside, for at få lavet min bankkonto. Dennis (en tysk gut) og jeg spurgte en kvinde om vejen til et lægehus, hun tilbød at køre os til the Village, for at finde et lægehus. Vi takkede pænt nej, for jeg skulle jo have Haline med. Hyggeligt at snakke med dig. Ti minutter senere stødte jeg ind i hende i banken igen. Vi faldt i snak og hun gav mig en masse tips omkring overlevelse i Whistler. Hun tilbød igen, at vi kunne køre med hende, hun skule alligevel derind. Jeg tøvede, for jeg ville da ikke besvære hende. Men da hun lovede ikke at kidnappe mig, takkede jeg ja. Vi kørte ind til Fireside, jeg befalede Haline ned til bilen og vi here we go ind til byen. En oplevelse der måske virker basal, men som gjorde meget stort indtryk på mig! At en fremmede uden videre tilbyder et lift incl. omvej, guide og garanti for non-kidnapning, det er for en dansker en stor oplevelse. Jeg fortalt hende, at alle canadiere virker så flinke, dertil svarede hun "Livet er kort, hvorfor ikke være venlig?" En livs filosofi alle burde efterleve. Vi takkede hende og begav os ind i en drop-in klinik. Efter at have ventet i tyve minutters tid, blev vi vist ind til lægen. En ældre herre, vældig flink og rigtig læge, med den håndskrift, som man ikke kan læse og alt det der. Men der var nu noget lidt sjovt ved ham. Han havde nemlig sin kuglepen nede i hans bukselomme, uden prop på.. Så den flink læge havde altså kuglepensstregner overalt omkring lommerne i hans beige bukser. Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at stirre på alle de der streger og tænke "det der får du altså aldrig af igen mester." :)
Jeg har brugt den foregående uge på at skrive et CV, som jeg kunne være bekendt. Eller den engelske Joe og den canadiske Josh brugt tid på at skrive et CV, som jeg kunne være bekendt. Drengene rettede mine utallige stavefejl og pyntede med nogle smarte vendinger. Damen i jobcenteret var så begejstret, at hun gav mig hendes kort, så jeg kunne skrive til hende, når jeg fik et job. Tak drenge, i er nu dejlige! Jeg har siden delt omkring 30 ark ud. Jeg har ansøgt om arbejde 30 forskellige steder. Det er jo for vildt. Så jeg venter bare på at de alle sammen ringer til mig. :)
Det sjove ved at rende rundt og dele CV'er ud, er at støde ind i de andre. En af dagene stødte jeg ind i Lara, Jay, Naomi og et par andre. Vi besluttede os for at spise lidt let mad inde i byen. Pigerne tiggede mig om, at tage med dem i biografen og se Taken 2. Men oplevelse af en toer kan jo umuligt være så fed, når man ikke har set eteren. Jeg takkede nej, ønskede dem en god film og tog bussen hjem. Men hov da da, da jeg kom ind i gårdspladsen hjemme, var alle de andre på vej ud i bilen "Hvor skal i hen?" - "Ind og se Taken 2 og du skal med!" - "Jamen så okay!" Bum. Syv personer ind i en fempersoneres bil og af sted mod byen og her kunne jeg så hilse på pigerne jeg lige havde sagt farvel til ca. 30 minutter tidligere. Sjovt. Skøn film forresten. Den er værd at se! Hjem igen, nu ti personer i en fem personers bil. Men det må i altså ikke fortælle min mor. ;)
Vi har et par gang lavede mad samme hele hostellet, senest torsdag hvor den engelske Ollie havde fødselsdag. En bilfuld kørte til Squarmish for at handle billigt ind. På en lille time kan man lave burger, hotdogs, salat og kage til tyve personer. Endnu en fed oplevelse omkring langbordet. Endnu en oplevelse der lige nu giver mig sommerfugle i maven.
For søren da, jeg var lige ved at glemme min store bjørne oplevelse. Wauw, det var vildt! Vi sad en syv mand inde i stuen med hver sin computer (sikkert for at søge arbejde), da Adams telefon ringer og han spinger ud af stuen. Vi blev lidt overrasket, men tænkte da ikke mere over det, før han kom tilbage og råbte "Bear, bear, bear!" Alle stivnede et øjeblik, greb ud efter kamera og telefon og løb uden for. Der stod den. En ca. 1 årig sortbjørn kun, uden at lyve, ti meter fra os. Selvom vi alle tog billeder og snakkede sammen bevægede den sig stille og roligt forbi os, hen til et lille træ og begyndte at krads rygge. Det var den vildeste oplevelse indtil nu. En bjørn venner! Lige uden for vores hoveddør. Efterfølgende har jeg været mere bange for at møde en fyr af den pelsede type, end en fyr af den klamme type om aftenen på vej hjem. ;)
Fredag den 19. oktober blev vi alle ”smidt ud” fra Fireside. Jeg flyttede herefter ind hos Sven, den tysk/svenske fyr jeg mødte på Samesun. Her boede jeg samme med fem andre fyre, to svensk, en australsk og to tyske. Herlige drenge, men de var drenge.. Det sige jeg ud fra deres rengøring. Fy da, føj da. ;) Jeg lavede en god middag til dem fredag og så var vi kvit for to overnatninger.
Lørdag blev lidt af en dag, dagen hvor Jo, Gareth, Dave, Rory, Olli, El og jeg fandt vores nye hus. Det er en lidt sjov historie: De fem dreng, Jo og jeg havde en aftale med Jim, en ældre herre der udlejer huse. Han havde et hus i Nordic, 2 minutter fra Creekside og 20 sekunder fra bussen. Vi trådte ind og fik en rundvisning i det tre etager store hus. Det viste sig, da vi kom ind i stuen, at Jim faktisk havde en kone. Hende fandt vi bag døren i stuen. Her stod hun bogstavelig talt fuldstændig tavs bag døren i en hel time, mens vi var der. Lidt skærmmende! Vi forklarede Jim at vi havde set på mange huse (dette var dog det første af dem) og vi kunne få det meget meget billigere end 3500 CAD/month. Jim tog sig god tid, cirka 4 sekunder før han slog 500 CAD af. Vi fik lov til at gå os en tur og snakke om det ”men i skal skynde jer, for der er fem andre grupper der vil se på huset.” Mærkelig nok så vi aldring andre grupper omkring huset, og vi stod alligevel på parkeringspladsen og diskuterede. Konklusion: Jim er desperat for at komme af med huset. Vi kom frem til at vi aldring ville finde noget billigere, så vi sagde pænt ja tak til det store hus. Søndag eftermiddag kl. 14 flyttede syv glade teenager ind i deres første hus i Whistler, Canada! Det er for vildt der her! Jeg er nu flyttet i hus i Canada. Vi har brugt de sidste par dage på at gå i re use it center og købe gamle ting til vores nye hus. :) Jeg vil hoppe på bussen ind til byen og spise en dejlige billig middag sammen med alle de andre, vi skal nemlig fejre at Jo har fået et job og planlægge fødselsdag/house warming til i morgen aften.
Vi får først internet på torsdag, så jeg venter lige med at ligge billeder op. ;)
Note til mig selv: jeg er ved at være trært at af blive forvekslet med tyskere og blive spurgt om mit sprog ikke er tysk..
mandag den 8. oktober 2012
Thanksgiving, hvad er det nu lige det? Nå ja, det bedste!
Jep, det er blevet mandag. Jeg har nu været i Canada over en uge. Og jeg skulle ellers hilse og sige at det går stærkt herover. Klokken er 18:27 og jeg sidder i en stor fællesstue i Whistler. Væggene er belagt med træ, stor pejs, brune læddersofaer og dæmpet lys. Da Whistler er i højderne, sidder jeg nu med den smukkeste udsigt over bjerge belagt med tusindevis af grandtræer. Jeg kan også se en gletcher og skilifterne. Her er ingen sne nu, men hostel faderen mener at "denne gode sommer, kun kan resultere i en god vinter." Yes mand! Jeg smutter ned i byen i morgen og begynder min jagt på job og et sinnummer. Ja så tænker i nok, hvad er et sinnummer... Ligesom jeg gjorde. Men man skal åbenbart have sådan et for overhovedet, at få lov til at arbejde i Canada. Men det fortalte den s**** svensker jo ikke mig. Skidt pyt. ;) Jeg ankom omkring kl. 15 sammen med Halina, Phillipp og Aaron. To gutter Halina og jeg mødte på Samesun, der alligevel skulle samme vej. Vi bor nu i et billigt firemands værelse. Sagen er at det værelse vi havde booket, ikke var ledigt. Så Hostel faderen måtte upgradere os til et privatroom. Jeg ved ikke lige hvad forskellen er, men det pleje,r at være positivt når man bliver upgraderet. :) På Fireside Lounge skal man tage skoen af i gangen og nyde sig selv. Herligt sted!
Nå hvad er der sket siden sidst..? Jo selvfølgelig, Thanksgiving. I dag, mandag, er det Thanksgiving, men mange spiser Thanksgiving dinner søndag aften. Det gjode vi også. For at alle her er helt med træder Annis free guideservice lige til. Man holder her i Amerika Thanksgiving, for at fejre at høsten er i hus. Heraf kommer alt manden. Tilmed holder man Thanksgiving sammen med dem man har kærest for at takke dem for alt og man takker gud, med en bordbøn. Ulla og jeg blev hentet at Delia og Isabella. En lille halv time fra dowtown holdt vi ind ved et chamerende lille hus. Her tog værtinden Beverly imod os, men et stort smil og et enormt overskud af positiv energi. Sikke en kvinde. Jeg blev skubbet ud i haven, hvor hele familien ventede, hey hey hey. Vi var omkring 16 personer i en stue, der højst kunne rumme 3. Vi dækkede op, satte os til bords. For at skab det helt rigtige billede for jer, så sad jeg i en lænestol. Beverly bar alt maden ind, på noget der ligner et kvarter, det ene mere mystisk af udseene end det andet. I Danmark er vi van til at sende alt rundt, det gør man ikke i Canada. Her rejser alle sig bare op og kalder på det de mangler.. I kor. Så hele stuen var kaos i en ti-tolv minutter indtil alle havde fået fyldt (!) deres tallerkner med kalkun, flødekartofler, sovs, brocoli salat (lignende), bønnesalat, rosenkålsalat, stoffing af den ene og den anden slags, rødkålsalat og sidst men ikke mindst tranebærsovsen. Åh min gud. Ja, det så måske lidt pusseløjerligt ud, men er i vimmersvej det smagt godt. Da vi alle havde lagt bestikket 14:20, diskuterede vi hvor smart det var at tage cowboybukser på og så spiste vi da lige en fødselsdagslagkage også. Ulla's storesøster har fødselsdag i morgen. :)
Jeg har aldrig i hele mit liv følt mig så velkommen blandt 16 fremmede personer. De krammede og kyssede mig og bød mig velkommen i deres familie. De fortalte om deres liv, hvor de bor og hvad de laver. Så åbne og oprigtige mennesker har jeg aldrig mødt før. De glædede sig alle til at se mig igen, om ikke før, så til jul. Hvis jeg kan og de stadig vil, ville en juleaften i deres nærvær være lykken.
Min første Thanksgiving, men nogle menneske jeg aldrig kan glemme, for deres venlighed!
Vi pakkede vores ting sammen igen og kørte hjem. Wow, jeg var rørt..
Da jeg kom hjem til hostellet i downtown igen, havde jeg en dyb samtale med den tysk/svenske pige Charlotta. Skøn pige. Senere stødte en tysk/svensk fyr til, Svenn. Da Charlotta gik genoptog jeg min pool lektioner. Fredag aften faldt jeg nemlig i snak med Crocodile Dundee fra Australien og hans engelske roomie Andy. Jeg havde godt set at Dundee var noget af en haj (ha ha ha) til pool, så jeg spurgte hvordan og hvorledes og bla bla bla. Så han har givet mig et par lektioner i at spille pool mere korrekt. Så gutter, pas på! ;) Men hvorfor kalder jeg ham Dundee. Jo, han var præcis sådan. En rigtig Australier med mærkelige smykker, og et roligt ansigt. Han tog alt ting heeelt stille og roligt. Og så var han pisse charmerende. Uha da da da. :)
Jeg har også bruget et par timer i et kæmpe stort Aqarium nær ved Stanly park. Flot sted, der var værd at besøge. Hold da op, sikke en uge det har været. Jeg kan ikke forestille mig at det kan blive ved på den her måde, for der sker bare så meget.
08.10.2012, 19:27, Whistler, Canada
Nå hvad er der sket siden sidst..? Jo selvfølgelig, Thanksgiving. I dag, mandag, er det Thanksgiving, men mange spiser Thanksgiving dinner søndag aften. Det gjode vi også. For at alle her er helt med træder Annis free guideservice lige til. Man holder her i Amerika Thanksgiving, for at fejre at høsten er i hus. Heraf kommer alt manden. Tilmed holder man Thanksgiving sammen med dem man har kærest for at takke dem for alt og man takker gud, med en bordbøn. Ulla og jeg blev hentet at Delia og Isabella. En lille halv time fra dowtown holdt vi ind ved et chamerende lille hus. Her tog værtinden Beverly imod os, men et stort smil og et enormt overskud af positiv energi. Sikke en kvinde. Jeg blev skubbet ud i haven, hvor hele familien ventede, hey hey hey. Vi var omkring 16 personer i en stue, der højst kunne rumme 3. Vi dækkede op, satte os til bords. For at skab det helt rigtige billede for jer, så sad jeg i en lænestol. Beverly bar alt maden ind, på noget der ligner et kvarter, det ene mere mystisk af udseene end det andet. I Danmark er vi van til at sende alt rundt, det gør man ikke i Canada. Her rejser alle sig bare op og kalder på det de mangler.. I kor. Så hele stuen var kaos i en ti-tolv minutter indtil alle havde fået fyldt (!) deres tallerkner med kalkun, flødekartofler, sovs, brocoli salat (lignende), bønnesalat, rosenkålsalat, stoffing af den ene og den anden slags, rødkålsalat og sidst men ikke mindst tranebærsovsen. Åh min gud. Ja, det så måske lidt pusseløjerligt ud, men er i vimmersvej det smagt godt. Da vi alle havde lagt bestikket 14:20, diskuterede vi hvor smart det var at tage cowboybukser på og så spiste vi da lige en fødselsdagslagkage også. Ulla's storesøster har fødselsdag i morgen. :)
Jeg har aldrig i hele mit liv følt mig så velkommen blandt 16 fremmede personer. De krammede og kyssede mig og bød mig velkommen i deres familie. De fortalte om deres liv, hvor de bor og hvad de laver. Så åbne og oprigtige mennesker har jeg aldrig mødt før. De glædede sig alle til at se mig igen, om ikke før, så til jul. Hvis jeg kan og de stadig vil, ville en juleaften i deres nærvær være lykken.
Min første Thanksgiving, men nogle menneske jeg aldrig kan glemme, for deres venlighed!
Vi pakkede vores ting sammen igen og kørte hjem. Wow, jeg var rørt..
Da jeg kom hjem til hostellet i downtown igen, havde jeg en dyb samtale med den tysk/svenske pige Charlotta. Skøn pige. Senere stødte en tysk/svensk fyr til, Svenn. Da Charlotta gik genoptog jeg min pool lektioner. Fredag aften faldt jeg nemlig i snak med Crocodile Dundee fra Australien og hans engelske roomie Andy. Jeg havde godt set at Dundee var noget af en haj (ha ha ha) til pool, så jeg spurgte hvordan og hvorledes og bla bla bla. Så han har givet mig et par lektioner i at spille pool mere korrekt. Så gutter, pas på! ;) Men hvorfor kalder jeg ham Dundee. Jo, han var præcis sådan. En rigtig Australier med mærkelige smykker, og et roligt ansigt. Han tog alt ting heeelt stille og roligt. Og så var han pisse charmerende. Uha da da da. :)
Jeg har også bruget et par timer i et kæmpe stort Aqarium nær ved Stanly park. Flot sted, der var værd at besøge. Hold da op, sikke en uge det har været. Jeg kan ikke forestille mig at det kan blive ved på den her måde, for der sker bare så meget.
08.10.2012, 19:27, Whistler, Canada
torsdag den 4. oktober 2012
Smuk, smukere, Anni! Ej, pjat. ;)
Igår, onsdag. Sikke en dag! Den startede lidt skægt ved morgenbordet hvor jeg snakkede med tre andre gutter, der havde været på den f l o t t e s t e tur op i bjergene. En anden fyr satte sine ting ved bordet, men fortrød da han så én som han kendte. Han tog sine tinge igen og sagde hurtigt "sorry dudes". Alt gik godt indtil han fik øje på mine.. Ja, jeg ved det faktisk ikke. Men han fandt i hvertfald ud af at jeg ikke var en "dude". Stakkels dreng, han blev så flov, at han var ved at tabe sin kaffe. ;)
Jeg tog mig en løbetur op af en chamerende gade ved navn Nielson st. og endte ved stranden. Hold da op. Prøv engang at lukke jeres øjne, forstil jer dette: lyden af "Corner of the Eath" af Jamiroquai i det ene øre, en blanding af lyden fra havet og lyden fra storbyen i det andet. Varmen fra solen. Synet af vandet, standen, med en smuk New yorker siluetten over på den anden side. Synet af par og legende børn i sandet. Duften af hav, friskt. Og en kilderen i maven, over at være der, midt i den nok smukkeste by i hele verden. Jeg begyndte pludselig bare at smile og jeg kunne slet slet ikke lade være. Jeg gik langs standen, havnen, under broen og op igennem byen. Så skønt!
Den oplevelse måtte jeg simpelthen fejre! ...Med et bad. ;)
Bagefter tag jeg vandreskoene på igen og vandre over Granville bro mod Granville Island. På haven fronten på Granville Island har de et meget berømt indendøres markede. Det var så chamerende. Jeg kunne købe mig fattig i mærkelige friske frugter, levende krabber, smukke stykker chokolade og hjemmelavede smykker! Det er på ingen måder sidste gang jeg er der! Haha, og så.. Hahaha. Jo, da jeg så sad og nød mig et dejlig bagel, hørte jeg fire kinetiske piger bag mig. Den ene tog billeder af de tre andre (selvfølgelig de er kinetiske). Så jeg spurgte dem selvfølgelig, om ikke jeg skulle tage et billede af dem alle sammen. De gik helt amok af glæde og inden jeg havde set mig om, havde de taget billeder af mig og fået min facebook. De var simpelthen så flinke!
Med denne søde oplevelse kunne jeg begive mig op til Ganville Island midte, op til Ulla. Her var jeg blevet inviteret på aftensmad, sammen med Delia og Isabella. Jeg hørte en masse om Ullas liv som kunstner og hendes historier om Danmark. Isabella viste mig et spil der hedder Minecrate. Dejlige pige! :) Middagen stod på kylling m. kartofler og grøntsagssovs. Til dessert blev der serveret is med æbletærte. Lækkert! Turen gik hjem mod Samesun med resten af æbletærten og ordene: den kan du da dele med dem du bor på værelse med. Så det gjorde jeg. Halina, Meike og jeg spiste tærte, talte med den sjove amerikanske Michael og så på drengene spille pool. Eller de diskuterede nu meste hvordan reglerne var. For som vi alle ved, er det den eneste måde man kan rede sin værdihed på: at håndhæve reglerne. ;)
Vi gik i seng, jeg sov som et barn og vågnede til endnu en solrig dag. Morgenmaden spiste jeg i dag sammen med et engelsk par, der havde mistet sin bagage. Virkelig surt! Hyggeligt at møde jer og held og lykke med at få jeres bagage tilbage.
Jeg har i dag brugt dagen sammen med Halina og Meike. Været i shopping center, kigget efter flotte fyre og drukket kaffe nede ved Canada place. Her mødte os den s m u k k e s t e udsigt fra havnefronten. Vi stod der i noget der ligner en time. Sådan noget der bare skal opleves!
Jeg lever primært af pasta og kaffe. Ja jo, jeg har set lyset: iced coffee. De putter min kaffe i et take away plastglas, fylder det med isterninger og stikker et sugerør i. Bum, kaffen der aldrig bliver kold, for det er den allerede. ;)
Jeg elsker at være her. Alle, som i alle, fortjener at opleve Vancouver, for det må være verdens smukkeste by!
04.10.2010, 20:08, Vancouver, Canada
Halin (venstre), Meike (højre)
Jeg tog mig en løbetur op af en chamerende gade ved navn Nielson st. og endte ved stranden. Hold da op. Prøv engang at lukke jeres øjne, forstil jer dette: lyden af "Corner of the Eath" af Jamiroquai i det ene øre, en blanding af lyden fra havet og lyden fra storbyen i det andet. Varmen fra solen. Synet af vandet, standen, med en smuk New yorker siluetten over på den anden side. Synet af par og legende børn i sandet. Duften af hav, friskt. Og en kilderen i maven, over at være der, midt i den nok smukkeste by i hele verden. Jeg begyndte pludselig bare at smile og jeg kunne slet slet ikke lade være. Jeg gik langs standen, havnen, under broen og op igennem byen. Så skønt!
Den oplevelse måtte jeg simpelthen fejre! ...Med et bad. ;)
Bagefter tag jeg vandreskoene på igen og vandre over Granville bro mod Granville Island. På haven fronten på Granville Island har de et meget berømt indendøres markede. Det var så chamerende. Jeg kunne købe mig fattig i mærkelige friske frugter, levende krabber, smukke stykker chokolade og hjemmelavede smykker! Det er på ingen måder sidste gang jeg er der! Haha, og så.. Hahaha. Jo, da jeg så sad og nød mig et dejlig bagel, hørte jeg fire kinetiske piger bag mig. Den ene tog billeder af de tre andre (selvfølgelig de er kinetiske). Så jeg spurgte dem selvfølgelig, om ikke jeg skulle tage et billede af dem alle sammen. De gik helt amok af glæde og inden jeg havde set mig om, havde de taget billeder af mig og fået min facebook. De var simpelthen så flinke!
Med denne søde oplevelse kunne jeg begive mig op til Ganville Island midte, op til Ulla. Her var jeg blevet inviteret på aftensmad, sammen med Delia og Isabella. Jeg hørte en masse om Ullas liv som kunstner og hendes historier om Danmark. Isabella viste mig et spil der hedder Minecrate. Dejlige pige! :) Middagen stod på kylling m. kartofler og grøntsagssovs. Til dessert blev der serveret is med æbletærte. Lækkert! Turen gik hjem mod Samesun med resten af æbletærten og ordene: den kan du da dele med dem du bor på værelse med. Så det gjorde jeg. Halina, Meike og jeg spiste tærte, talte med den sjove amerikanske Michael og så på drengene spille pool. Eller de diskuterede nu meste hvordan reglerne var. For som vi alle ved, er det den eneste måde man kan rede sin værdihed på: at håndhæve reglerne. ;)
Vi gik i seng, jeg sov som et barn og vågnede til endnu en solrig dag. Morgenmaden spiste jeg i dag sammen med et engelsk par, der havde mistet sin bagage. Virkelig surt! Hyggeligt at møde jer og held og lykke med at få jeres bagage tilbage.
Jeg har i dag brugt dagen sammen med Halina og Meike. Været i shopping center, kigget efter flotte fyre og drukket kaffe nede ved Canada place. Her mødte os den s m u k k e s t e udsigt fra havnefronten. Vi stod der i noget der ligner en time. Sådan noget der bare skal opleves!
Jeg lever primært af pasta og kaffe. Ja jo, jeg har set lyset: iced coffee. De putter min kaffe i et take away plastglas, fylder det med isterninger og stikker et sugerør i. Bum, kaffen der aldrig bliver kold, for det er den allerede. ;)
Jeg elsker at være her. Alle, som i alle, fortjener at opleve Vancouver, for det må være verdens smukkeste by!
04.10.2010, 20:08, Vancouver, Canada
Granville Island markede
Halin (venstre), Meike (højre)
Abonner på:
Opslag (Atom)